Vorter

Vorter.  

Vorter skyldes en virusinfektion i huden. Almindelige vorter på hænder og fødder skyldes et af flere virus, som kun smitter mellem mennesker. Vortevirus vokser meget langsomt. Derfor kan der gå flere måneder fra man er smittet til vorten viser sig på huden.Vorter er sjældne hos børn under 3 år, men ses mest hos skolebørn. Hyppigheden hos voksne er meget lille..

Man smittes ved berøring af vorten eller via de virusholdige afstødte hudceller. Risikoen for smitte øges ikke ved at vorten bløder. Hvis der er små skader i huden, eller hvis huden opblødes af vand eller sved, er den mere modtagelig for smitte.

Hvis man undlader at behandle vorterne, vil de forsvinde, når kroppen har udviklet immunitet. De fleste børn med vorter vil blive fri for vorter i løbet af 1-2 år. Hos voksne varer sygdommen længere end hos børn, ofte mange år.

Man kan nedsætte risikoen for at smitte sig selv eller andre ved at holde vorten dækket med for eksempel neglelak eller et vortemiddel. Disse fås på apoteket, størkner efter påsmøring og hæmmer også væksten af vorten.

Brugen af badesko nedsætter risikoen for at blive smittet eller smitte andre.

Hvordan ser vorter ud

Vorter på hænder er især placeret omkring neglene og på fingrene. De vokser udad fra huden- som en klump. De er hårde og ligner et blomkålshoved. Vorter på hænder er som regel ikke ømme.

Ofte kan børnene ikke lade være med at pille og bide i vorterne, som så bløder og smitter.

Fodvorter er mere flade og vokser ned i huden. De sidder især, hvor fodbalden er udsat for tryk.

Fodvorter viser sig som flade, fortykkede hudområder med en hårdere kant omkring et lidt blødere midterparti.

De er ofte ømme og kan gøre ondt, når man går på dem.

Ved nærmere undersøgelse ses små sorte punkter i vorten. Dette er små blødninger i vorten som følge af trykket.

Hvordan behandles vorter

Der findes ingen behandling, der med sikkerhed kan fjerne vorter. Hvis man har tålmodighed forsvinder de fleste vorter af sig selv i løbet af ½ til 2 år.

Behandlingen afhænger af personens alder, antallet af vorter, deres placering og eventuelle gener. Specielt hos børn skal behandlingen sættes i forhold til forholdsvis gode chancer for spontan helbredelse.

Hjemmebehandling

Hjemmebehandling med salicyllak er vigtig ! I Danmark forhandles i øjeblikket Vortex,

Vortex 27 og Verucid.

Den fortykkede hud fjernes ved nedfiling eller beskæring. Hvis huden er opblødt efter bad, kan dette være lettere. Derefter smøres behandlingsmidlet på vorten, som størkner til en fast hinde. Det er vigtig at skåne den omgivende hud.

Fodvorter kan efter lakering dækkes af et stykke tæt plaster for at fremme opblødningen af vorten.

Behandlingen gentages så vidt muligt hver aften.

Beskæring foretages 1-2 gange ugentlig.

 Supplerende behandling hos lægen

Er vorterne generende er der her i lægehuset 2 måder at behandle på.

1) Fodvorter kan behandles med salicylsyre-salve. Salven blødgør vorten, og dette betyder, at der nemt kan fjernes en stor del af den fortykkede hud, der dækker vorten. Behandlingen skal gentages en gang om ugen.

En stor del af vorterne forsvinder i løbet af 1- 2 måneder.

2) Frysning med flydende kvælstof er især velegnet til frysning af fingervorter. Fodvorter kan også fryses, men her kræves en dybere frysning. Vorterne fryses med 2-3 ugers interval og skal gentages nogle gange. Behandlingen er smertefuld og er derfor ikke velegnet til børn.